
For sjette gang har Aarhus-destilleriet Njord udviklet den officielle festuge-gin. I år har aarhusianeren Flemming Møldrup fået stafetten fra sidste års ikon og OL-medaljevinder Sara Slott for at tage Njord med på en smagsrejse og åndelig plukketur i jagten på en Aarhus-gin med kant og charme.
Destillatørerne fra Njord fortæller bl.a. om, hvordan de i fællesskab med Flemming har udviklet ginnen. Derudover guider de dig igennem 3 forskellige ginner og 2 forskellige cocktails, hvoraf den ene er årets Festuge-cocktail, som serveres ved Festugens gallaåbning i Musikhuset.
- Program
· Velkomstcocktail og rundvisning i destilleriet
· Smagning af festuge-ginnen med og uden tonic
· Under smagning af Festuge-ginnen vil Lars Toke og Troels fortælle om Flemmings rolle i ginudviklingen,og hvordan hans opvækst og forhold til Aarhus præger ginnens smagsprofil.
· Smagning af 3 andre Njord-ginner med og uden tonic, hvor Troels og Lars Toke bl.a. vil fortælle om deres historie, de forskellige ginner og ginnens historie.
· Cocktail med årets Festuge-gin til at gå hjem på. Cocktailen serveres også ved Festugens gallaåbning i Musikhuset.
Flemming er bl.a. kendt for sin medvirken i TV-programmer som Kender Du Typen og Vild Med Bøger, og har markeret sig med sit vidende og venlige væsen gennem foredrag og podcasts.
Han voksede op ved sin mor i Vejlby, og som ung havde han både læderjakke og pot med sig, når han besøgte sin mormor og morfar i den aarhusianske kolonihave. Flemmings opvækst i Aarhus og sine jævnlige besøg hos sin far i Mellemøsten har givet ham en stor åbenhed og lyst til at eksperimentere, hvilket også giver sig udslag i den sammensatte smagsprofil, som kendetegner årets officielle Festuge-gin.
Bag enhver original idé gemmer der sig et nysgerrigt sind. Når man støder på gin som er udviklet og destilleret hos Njord, er det faktisk to nysgerrige sind. Disse tilhører vennerne Lars Toke og Troels.
En stor kærlighed til gin blev i 2014 til en virksomhed. Lige siden har det nørdede hold på Njord været optagede af at skabe distinkt avantgardegin af højeste kvalitet på Danmarks første destilleri dedikeret til gin. Gineventyret er siden blev udbygget med Njord Ligalab, som er et udviklingslaboratorium, hvor der fokuseres på den flydende gastronomi i et bredere perspektiv.
Afspejling af naturen
Hos Njord bryder vi med rammerne for traditionel gin hvis primære smage kommer fra enebær, korianderfrø og få andre ingredienser. I stedet skaber vi unikke og komplekse smage med afsæt i dansk natur. Vi sigter altid mod at destillere de mest spændende gins ved at bruge komplekse destillater og smagsintense naturlige råvarer. Derfor er Njords gins værdsat på de bedste og mest nytænkende restauranter og cocktailbarer samt elsket af mennesker, der ønsker nye smagsoplevelser. Dråberne er desuden internationalt anerkendt og præmieret.
Fra Frau Müller til flasken
Njords destillator, Frau Müller, er opkaldt efter matriarken i Müller Brennereianlagen, Claudia. Hun er en del af det familieejede firma, der over fire generationer har fremstillet håndlavede kobberdestillatorer i hjertet af Schwarzwald, Tyskland.
Frau Müllers kobbergryde har en størrelse på 220 liter, hvilket giver kapacitet til at producere ca. 300 flasker pr. destillation. Hun har en specialfremstillet kobberkuppel, en kolonnedestillator og Müller Brennereianlagens førstudviklede dampinfusionskurv, hvilket tilsammen gør det muligt skabe ren, kompleks og aromatisk gin.
Njord & Sydhavnen
Njords destilleri og den tilhørende have med urter, planter og bier ligger i det kontrastfyldte og kraftfulde Sydhavnen i Aarhus centrum. Destilleriet er etableret i en forladt bygning, der frem til midten af 1960’erne husede byens største pumpestation. Njords omfattende indvendige omdannelse har både bragt den smukke bygning fra 1913 til live igen og bragt destillationshåndværket tilbage til Aarhus efter mere end 100 års fravær.
Destilleriets facade er erklæret bevaringsværdig og er derfor ført tilbage til det oprindelige udseende. I modsætning hertil er mange af de andre oprindelige bygninger på Sydhavnen revet ned for at give plads til nye og højere huse med nyt liv og ny betydning. Planen er at fusionere forretning, kultur og historie i et mangfoldigt distrikt på Sydhavnen. Njord er stolte af at spille en rolle i den omfattende udvikling.